Følgeskab hele vejen – en demenskoordinator til alle familier med demens

 

Demenssygdom rammer ikke kun den enkelte – demens rammer hele familien.

Når et menneske får en demenssygdom, opstår der tidligt behov for støtte, overblik og faglig sparring. De kognitive funktionsnedsættelser gør hverdagen mere kompleks, og både den mennesket med demens og de pårørende kan hurtigt få brug for hjælp til at håndtere sygdommen og de mange forandringer, den medfører.

Der er brug for et sammenhængende pleje- og omsorgsforløb med en fagperson, der følger familien hele vejen og kan være faglig sparringsperson gennem hele sygdomsforløbet.

Derfor mener Danske Demenskoordinatorer, at:

Alle familier, der lever med en demenssygdom, skal tilbydes en fast demenskoordinator gennem hele sygdomsforløbet – fra de første tegn til livets afslutning.

 

Hvorfor er det nødvendigt?

  • Demensfaglig støtte er en central del af behandlingen, når en demenssygdom ikke kan helbredes. Den rette støtte kan gøre en afgørende forskel for både livskvalitet, trivsel og mestring af hverdagen.
  • Pårørende har brug for støtte og opbakning. For de fleste familier med demens er det en helt ny livssituation, hvor det er nødvendigt, at de skal ses, høres og klædes på til at håndtere ansvar, svære beslutninger og de belastninger, der følger med et demensforløb, ellers ender vi med, at de nærmeste omsorgspersoner selv bliver syge,
  • Demenskoordinatoren skaber sammenhæng. Nye tilbud, reformer og indsatser når ikke altid frem til den sygdomsramte eller familien. Demenskoordinatoren fungerer som et fagligt bindeled og hjælper med at sikre adgang til den rette hjælp.
  • Kontinuitet skaber tryghed og kvalitet. Et fast fagligt følgeskab kan forebygge kriser, misforståelser og unødvendige indlæggelser og samtidig sikre, at hjælpen tilpasses familiens behov gennem hele forløbet.


Danske Demenskoordinatorer mener:

  • Ingen skal stå alene med en demenssygdom.
  • Demens kræver langsigtet støtte – ikke midlertidige løsninger.
  • Et trygt og sammenhængende demensforløb kræver fagligt følgeskab af en demenskoordinator.